Maling af mursten - hvad skal du være opmærksom på?
Læs også om maling og vedligeholdelse af husfacader m.m.
En murstensvæg kan nemt komme til at se trist og slidt ud, hvis den bliver beskidt. Det kan uden tvivl friske muren meget op, hvis du giver den en omgang maling, og du kan selv bestemme, hvilken farve den skal ende ud med. Det kan faktisk gøre en verden til forskel for din bolig, hvis du maler den udvendige murstensvæg.
Du kan dog også komme langt med at rense facaden frem for at male den. Det giver ikke en ny farve, men det kan give en mere frisk og mindre trist facade.
De fordele, der er ved at male på dine udvendige mursten, er udelukkende kosmetiske. Der er ikke noget at hente, hverken når det kommer til vedligehold eller holdbarhed på murværket.
Som det altid er tilfældet - næsten uanset hvad du kaster dig ud i af projekter - vil der både være fordele og ulemper forbundet med at male direkte på dit murværk. Og vi vil nu se nærmere på, hvad der er af ulemper ved at male på din murstensfacade.
Der er flere ting, der taler imod at male direkte på murværket på dit hus. Spørger du en murer, vil du i langt de fleste tilfælde blive frarådet at gøre det, da din mur vil blive mere følsom i forhold til blandt andet frost, hvis du smører maling på dine mursten.
Det betyder selvfølgelig ikke, at du ikke kan gøre det, men der er en del ulemper, som er gode at have med i dine overvejelser.
Overvejer du at male på din boligs udvendige mursten, skal du have in mente, at garantien på både mursten og mørtel vil bortfalde hos en lang række af leverandører. Det skyldes ganske enkelt, at risikoen for frostskader vil blive større, når muren er malet.
En hvilken som helst mur vil normalt være en smule fugtig. Det er ikke i sig selv et problem, da fugten vil fordampe helt af sig selv. Er murstenene malet over, vil malingen dog gøre det sværere for fugten at trænge ud - og bliver der så frostvejr, er der en større risiko for, at der kan opstå frostskader på muren.
Maler du på det udvendige murværk på dit hus, kommer det til at koste på vedligeholdelseskontoen. Det kan ikke undgås, at malingen, du har smurt på, vil blive slidt med tiden og dermed begynde at skalle af.
Du kan derfor godt regne med, at du ikke kun kommer til at male din murstensvæg over en enkelt gang. Faktisk skal du være forberedt på, at du med få års mellemrum skal male din murstenvæg over igen, hvis din mur skal fortsætte med at se pæn og vedligeholdt ud.
Hvor tit, du skal gøre det, afhænger i høj grad af, hvor meget regn, blæst og fugt dit murværk bliver udsat for gennem årene. Det har også stor betydning, hvilken type af maling du anvender, og hvor grundig du er i forhold til at rense og tørre din murstensvæg, inden du går i gang med at smøre maling på.
Gratis og uforpligtende
Du får prisen med det samme
En god start på dit byggeprojekt
Håndværker.dk